Månedsrapport oktober 2021

Rekord antal titler online


I oktober kom de første 600 titler fra samlingen af skoleberetninger og efterretninger online. Der er tale om årsberetninger, indberetninger og skoleblade fra gymnasiale uddannelser i Danmark. De daterer sig helt tilbage til latinskolerne i begyndelsen af 1800-tallets og frem til nutidens gymnasier, og der skønnes at være i hvert fald 30.000 hæfter og bøger.


Dermed blev det samlede antal nye online-titler i oktober mere end 800 og dermed det største antal titler på en måned i bibliotekets historie.


Blandt de skoler og blade, der nu er kommet online, er Ribe Katedralskole, Aabenraa Statsskole, Odense Seminarium, Odense Kommunale Skolevæsen, Nakskov Gymnasium, Roskilde Købstads Skolevæsen, Bordings Friskole, Det Forenede Velgørenheds Selskabs Skoles Elev Forening, Nyborg Realskole, Statsskolen i Randers,

Herlufsholms lærde Skole, Maribo Gymnasium/Realskole og mange flere.


Forud for dette resultat med skolematerialerne i oktober ligger omkring 6 måneders arbejde med at udarbejde nye metoder til digitalisering af skolehæfter, således at processerne bliver så automatiserede som muligt. Dette betyder, at der kan forventes fremdrift i projektet på omkring 500-1.000 hæfter per måned fremadrettet.


Man kan se og søge i denne særlige samling af skolehistorie med dette link: Dansk skolehistorie.


Hans Berner-Schilden-Holsten


Hans Berner-Schilden-Holsten, lensbaron , 18.7.1881-25.10.1967, var godsejer og personalhistoriker på Fyn. Han blev student fra Østersøgades gymnasium 1899 og cand. phil. året efter. I de følgende år forberedte han sig til sin kommende gerning som lensbesidder og overtog 1911 administrationen af Langesø. Han var ejer af dette gods 1923–62, af Clausholm 1929–55 og medejer af Holstenshuus 1923–50.


Tidligt blev han indfanget af personalhistorie og genealogi og blev en kyndig heraldiker. Han blev en fremragende kender af sin slægts og sine ejendommes historie. I hovedværket Lehnsbaron Hans Berner Schilden Holstens Slægtebog, som han udgav s.m. dr. phil. Albert Fabritius 1940–57, har han sat sig, sin slægt og dansk herregårdskultur et varigt minde. Af de mange bind er 11 bind nu online og kan ses her.


Lokalhistoriske tidsskrifter


Slægtsforskernes Bibliotek har indgået aftale med Historisk Forening for Espergærde og Omegn om digitalisering af deres medlemsblad Egebækken. Dette arbejder starter i november.


Samtidig er digitaliseringen påbegyndt af tidsskriftet fra Hillerød Lokalhistoriske Forening. De første 28 numre af ca. 100 numre findes nu online.


Statistik


Registrering af nye værker i bibliotekssystemet i måneden: 1.502.
Antal eksemplarer i bibliotekssystemet ialt: 48.383.


Nye titler lagt online i måneden: 805.
Totalt antal titler online: 11.843.


Nye skanninger af titler fra skolesamlingen: 800.
Totalt antal skanninger af titler fra skolesamlingen: 3.822.